tirsdag den 27. juli 2010

Dag 14.

Dette bliver så den sidste dagsrapport i denne omgang for vi sidder nemlig lige nu i bilen på vej hjem til Rørvig. Planen for denne ferie var jo at køre fra Skagen-Fleggaard - det har vi nu gjort og det er derfor på tide at sige farvel (og helt sikkert på gensyn) til Jylland og alle dets skønne feriesteder. Vi har brugt dagen på at slappe af og bade fra den lille strand på campingpladsen. I eftermiddags har vi padlet rundt i to kajakker i Genner Bugt, det var super skønt at sidde langt ude på vandet i høj sol og se ind på land. Hvis ikke min næse allerede var helt forbrændt, var den helt sikkert blevet det i timerne ude på vandet. Vi har haft nogle skønne 14 dage og oplevet Danmark fra den smukkeste side såvel i nord som i syd. Nu glæder vi os så til at tilbringe de sidste feriedage i Rørvig og atter kunne sove i en blød seng :-). Mange kærlige feriehilsener og mojn fra os alle 5.

mandag den 26. juli 2010

Dag 13.

I dag kørte vi til Nordborg for at besøge Danfoss Universe. På vej dertil kørte vi gennem Aabenraa og Sønderborg, passerede Als Sund og Augustenborg Fjord altimens vi lyttede til Radio Mojn som spiller 'Born to be alive' så vi er nødt til at skrue helt op! Og prikken over i'et er da vi efter besøget hos Danfoss Universe kører mod Tyskland for at handle i Fleggaard og vi kører gennem Dybbøl og Gråsten. Kan det blive mere historisk og kongeligt på den ægte Sønderjyske måde! Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har opholdt mig i Sønderjylland, det er nok 32 år siden, i 8. klasse, hvor vi var på hyttetur og besøgte Frøslev lejren og Pia og jeg havde ens jakker på og var forelsket i den samme dreng i klassen.... Nå, men jeg må sige - det var da på tide at komme herned igen, vi sidder i bilen og måber, her er så grønt, lysende og pænt, simpelt hen Danmark når det er dejligst :-) Danfoss Universe var en god oplevelse på den naturvidenskabelige front og Fleggaard - ja det var oz en god oplevelse men mest for de andre handlende som kunne stå og lytte til vores skænderier om hvor meget vi havde plads til i bilen. Oliver tabte desværre og måtte sætte sine 24 red bulls tilbage så der var plads til flere øl, sodavand, cognac, vodka, små grå, vin, slik en masse osv. vi sluttede dagen af med at få nogle pizza'er på Tony's Italiano i Aabenraa. Mojn fra Tina og co.

søndag den 25. juli 2010

Dag 12.

Så har vi atter rykket teltpløkkerne op og er kørt videre i sydøstlig retning så vi nu befinder os i Løjt Land, nærmere bestemt Sandskær Camping, som ligger ud til Lillebælt. Fra vores telte har vi den smukkeste udsigt udover Genner Bugt. Det er nogle af vores gamle venner, Tina-Maria og Jan, som har købt campingpladsen for et par år siden. De boede i Værløse og arbejdede begge med IT, men så syntes de der skulle ske noget andet så de købte altså denne campingplads og nu bor de så her i Sønderjylland og har meget travlt i sommerhalvåret og holder fri i vinterhalvåret. De har en søn på snart 18 som ikke synes Jylland er så fedt så de regner med at han tager tilbage til København så snart det er muligt. Her er meget idyllisk og i tilknytning til campingpladsen er der en lille lystbådehavn samt en lille strand hvor Elizabeth og jeg tog en dukkert før aftensmaden. God nat her fra Løjt.

lørdag den 24. juli 2010

Dag 11.

I dag tillod vejret (overskyet) atter at vi sov længe - så det gjorde vi. Det skal måske lige tilføjes 'at sove længe' på denne tur betyder at man kan ligge i teltet til ca 9.30 uden det er alt for varmt, på dage med morgensol kan man dårligt være i teltene efter halv ni. Vi gik en tur til Vejers By langs stranden og ungerne købte bolcher i et lille bolche kogeri. Da vi kom tilbage til teltene stuvede vi os sammen i Tina og Jespers telt og så tour de france enkeltstarten på Jespers PC. Surt at Schleck ikke fik hentet de nødvendige sekunder :-( Her til aften kørte vi så til Esbjerg hvor vi havde den storslåede oplevelse at se FCK slå EfB 2-1 på Blue Water Arena, et ganske flot og nyrenoveret stadion. Det var en fin oplevelse at se en FCK udebanekamp for en gang skyld. Oliver fik så også lejlighed til at afprøve sin vuvuzela på et stadion :-) Hilsen fra en glad FCK fan.

fredag den 23. juli 2010

Dag 10.

Vi vågnede op til flot sol og der var ingen tvivl i vores sind: Denne dag var STRAND dagen! Som skulle tilbringes på Blåvands Huk, hvor ellers? Oliver og Tina løb langs stranden derud og Jesper, Jon og Eliz tog bilen. Først badede vi på selve Blåvands Huk 'spidsen' fordi der var vildt mange store bølger, det var skægt. Men den del af stranden var så også meget øde, så vi gik et stykke mod syd og lagde os sammen med de andre badegæster. Ligesom de andre strande vi har frekventeret v Vesterhavet er også stranden ved Blåvands Huk super skøn, så vi tilbragte 6 timer med solbadning og leg i vandet. På hjemvejen stoppede vi ved et ishus og fik oz nogle STORE vaffelis - og så en fadøl til Jesper. Vi har fået rigtig meget sol på denne ferie, men ikke så mange (vaffel)is påpegede børnene så vi har lige noget der skal indhentes dér! Nu sidder jeg udenfor teltet og kigger på en meget smuk fuldmåne, Jesper og Jonathan holder også skansen udenfor mens Oliver og Eliz hygger i teltet. Kh T.

torsdag den 22. juli 2010

Dag 9.

Vi har nu erfaret at der bor skam mennesker i Nordjylland, også i de små byer, og de er meget tilfredse med at bo hvor de bor. 98% af befolkningen i Nordjylland er glade for at bo hvor de bor og i Jammerbugten Kommune er de alle sammen - 100% - glade for at bo hvor de bor. Stor respekt for det, det må være lysets og lykkens folk :-) Da vi krydsede Limfjorden i går for at komme ud til Vestkysten var der heller ingen skænderier i bilen så der må være noget om det m lykke og Nordjylland. Her i midtjylland er vi også lykkelige, vi går og smiler nede på stranden og i butikkerne til alle de tyskere der er her - og det er mange. Vi bliver også selv taget for at være tyskere, måske fordi Oliver for ca 2 måneder siden besluttede sig for at læse 'Mein Kampf', han kæmper sig troligt gennem den og læser ca 40 sider hver dag og når han sidder med bogen i køkkenet, Tv-stuen eller på stranden går det ikke helt upåagtet hen. Vejret er nogenlunde, vi var da på stranden i formiddag, den er kilometerlang og virkelig dejlig, meget bred og på dele af den er der adgang med bil, så det var nærmest en bilpark. Jesper og jeg spadserede en tur til Vejers By og fik kaffe på en café og gloede på mennesker og huse, rar oplevelse. Eftermiddagen blev tilbragt i hhv møntvaskeri og Tv-stuen med pandekager på bordet mens vi fulgte det nervepirrende opgør mellem Contador og Schleck på den afgørende kongeetape i tour de france. Nu sidder vi ved teltet og forsøger at holde fast i at det IKKE er for koldt til at sidde ude. Vi får varm kaffe og kan høre Vesterhavet i det fjerne og det luner jo altsammen lidt :-) Knus fra Tina.

onsdag den 21. juli 2010

Dag 8.

Gårsdagens dagsrapport var så et meget godt eksempel på hvordan sådan én ser ud når udarbejdelsen overlades til to teenage drenge som er meget stolte af de har lavet mad :-) Vi håber på snarlig gentagelse af de kulinariske færdigheder! I dag hev vi teltpælene op og drog videre sydpå. Vi undlod de helt store veje, men kørte så vidt muligt ad de mindre veje langs m Vesterhavet, så der var rigtig meget flot natur at kigge på og vi er kørt gennem mange små byer med sjove navne, fx 'Humlum'. Man kan så tvivle på om der overhovedet bor mennesker i alle disse byer, det var der ik rigtig noget der tydede på.... Men hvem ved, måske er byerne beboet af natmennesker som først kommer frem efter mørkets frembrud og danser rundt på brændende kul hele natten :-@ Vi er nu næsten nået til Danmarks vestligste punkt, Blåvands Huk og har slået vores telte op på Vejers Camping, som er et stort klitområde der ligger klos op ad Vesterhavet. Det regner så jeg ligger i teltet og skriver. Knus fra Tina

tirsdag den 20. juli 2010

Dag 7.

I dag har to af mine børn nået utopiske højder indenfor det gastronomiske univers. Der er selvfølgelig tale om de to vidunderbørn, de to geniale og guddommelige vidunderkokke, Oliver og Jonathan, der fra dags dato kun bør tiltales Mesterkok O og Mesterkok J. KH Tina Ps. De andre medlemmer af familien lavede også noget: svinklovene, dyrefarm, opvask osv. men det kan på ingen måde sidestilles med dagens ubeskrivelige, kulinariske oplevelse der i sandhed var adskillige michelin-stjerner værd.

mandag den 19. juli 2010

Dag 6.

I dag har været en rigtig dase dag. Vi sov alle længe og efter sen morgenmad skulle alle i bad og avisen skulle også lige læses så klokken var mange før vi kom ud af 'døren'. Vi kørte til Fjerritslev hvor vi gik den obligatoriske tur op og ned ad gågaden. Elizabeth fik sig noget nyt tøj og vi købte lækre delikatesser hos en slagter. Da vi kom hjem gik ungerne ned for at se afslutningen på dagens tour de france etape og jeg løb en tur langs stranden og ud til Grønne Strand. Jeg passerede også badepensionatet hvor du og Erhard boede, jamen det er jo en sand perle! Det er én af de smukkeste løbeture jeg har været på, klitplantagen er så smuk at man taber pusten, så grøn, vild, bakket og frodig og Svinklovene er jo ganske enkelt natur i særklasse. Det er en stor rigdom at få lov at opleve dét. Til aften grillede vi tigerrejer og spareribs og Jesper har smuglet en calvados med hjem fra Fjerritslev så han overraskede m en avec til kaffen. Kan man egentlig forlange mere i dette liv?

søndag den 18. juli 2010

Dag 5. (The Real Thing)

Efter 4 dejlige dage i Skagen er vi nu kørt videre til Svinkløv Klitplantage hvor vi har slået vores 2 telte op på en meget naturskøn campingplads der ligger på en langstrakt skråning med et flot vue udover Vesterhavet. Vi gik en tur langs stranden og tog de obligatoriske børn-hopper-ned-fra-en-sandskråning billeder :-) Til aften var vi så henne og se solnedgang. Det er et helt fantastisk naturskønt område vi befinder os i og vi kan høre havets bølgebrus når vi ligger i vores telte, hvilken lykke :-) I dag var så også dagen hvor vi fandt ud af at Jonathan kan sige, men ikke flyve, som en due og Oliver er måske bare mest (kun) født til et liv i storbyen og ikke til et udeliv i høj sol da han er én af de få mennesker der kan blive forbrændt af solen GENNEM en T-shirt. Knus fra alle Siig'erne.

Dag 5. (redaktørens bemærkning)

Det var Christian udgaven :-) (de andre tvang mig til at skrive den....).

Dag 5.

Det går fint.

lørdag den 17. juli 2010

Dag 4.

Endnu en nat med megen regn, men så snart vi stod ud af teltet stilnede det af og vi kunne spise morgenmad ved teltene i fin sol. Vi lejede 5 cykler på campingpladsen og fortsatte så vores sight seeing aktiviteter på 2 hjul. Først cyklede vi ud til et bunker museum på Grenen og bagefter cyklede vi for at se den tilsandede kirke samt Tina og Elizabeth tog sig en dukkert i Kattegat. Vi sluttede turen af i Skagen By hvor vi shoppede lidt og fik en kølig pils og sodavand på gågaden. Her til aften har vi så været på Skagen Fiskerestaurant og spise, vi synes det var en værdig afsked med skønne Skagen. I morgen går turen så videre sydpå, men mere om det i næste dagsrapport!

fredag den 16. juli 2010

Dag 3.

Oliver og Tina startede dagen m at stå tidligt op og løbe en tur ud til Grenen. Der var ikke et øje der vi var der og det stod så i skarp kontrast til den oplevelse hele familien havde senere på dagen, hvor vi alle spadserede en tur ud til selvsamme Grenen og der var tonsvis af mennesker der myldrede rundt i vandet netop dér hvor de to have mødes og alle skulle fotografere hinanden, også os :-) Efter diverse foto seancer fortsatte vi spadsereturen sydpå langs Vesterhavet, stranden fortsatte så langt øjet rakte så da vi endelig lagde os i en klit for at sol- og havbade føltes det som at vi var de eneste på stranden den dag hvilket var super for så kunne mor og far sole sig helt uden tøj på B-) Nu sidder vi i Tv-stuen efter nærmest at være blevet ædt af myg nede i teltet. Jeg er næsten færdig med at læse Druknehuset og den er nøjagtig lige så god som du sagde, Inger.

torsdag den 15. juli 2010

Dag 2.

Natten havde budt på kuling og megen regn - godt vi har nogle vandtætte telte - så det var en meget våd teltplads vi kunne kigge ud på da vi vågnede. Vi spiste morgenmad og drog på sight seeing. Første stop var Kandestederne hvor solen brød frem netop som vi kom og vi kastede os i Vesterhavets bølger, dagens første bad. Sikke nogle sommerhuse og sikke en strand! Derefter tog vi på vandring i Råbjerg mile hvor vi oplevede det mest fantastiske regn og tordenvejr - så fascinerende at Oliver og Elizabeth smed tøjet og dansede rundt i det, dagens 2. bad. Det var et syn for (regn)guder. Vi sluttede turen af med at køre til Bulken Strand, hvor solen atter tittede frem og vi satte os i sandet og smurte nogle sandwicher. Selvfølgelig hoppede vi i havet igen, dagens 3. bad og diskussionen gik herefter højlydt om Kattegat eller Vesterhavet var bedst at bade i. Men stort at have badet i begge i Farvande på en dag. Nu har vi spist spaghetti m kødsovs og er godt møre, så det skal blive godt at komme i soveposerne :-)

onsdag den 14. juli 2010

Dag 1.

Så kom vi afsted til Skagen med en enkelt dags forsinkelse. Vi ligger på Grenen Camping, som ligger helt ned til vandet (Kattegat siden). Da vi havde slået vores telte op spadserede vi langs stranden ind til Skagen by og drev lidt rundt på havnen og i gågaden. Elizabeth fik en bikini som hun selvfølgelig allerede har afprøvet på en sen strandtur m jesper mens Tina og drengene stegte rødfisk (dvs drengene skulle selvfølgelig lige se afslutningen på dagens etape i Tour de France før de ku gøre noget som helst andet). Nu sidder/ligger vi på et tæppe v vores telte og er lidt spændte på at se hvor koldt det bliver, ku være rart hvis man ku være lidt udenfor og læse. Sommerlig hilsen fra fam Siig.