Denne blog handler om Siig familiens Jyllandsturné i Juli 2010.
Turen havde mottoet "Fra Skagen til Fleggaard", og det spændende er jo så, om vi kunne leve op til det.
Indlæggene er tidligere udgivet som SMS'er til Inger Siig og Tina Vandet
torsdag den 22. juli 2010
Dag 9.
Vi har nu erfaret at der bor skam mennesker i Nordjylland, også i de små byer, og de er meget tilfredse med at bo hvor de bor. 98% af befolkningen i Nordjylland er glade for at bo hvor de bor og i Jammerbugten Kommune er de alle sammen - 100% - glade for at bo hvor de bor. Stor respekt for det, det må være lysets og lykkens folk :-) Da vi krydsede Limfjorden i går for at komme ud til Vestkysten var der heller ingen skænderier i bilen så der må være noget om det m lykke og Nordjylland. Her i midtjylland er vi også lykkelige, vi går og smiler nede på stranden og i butikkerne til alle de tyskere der er her - og det er mange. Vi bliver også selv taget for at være tyskere, måske fordi Oliver for ca 2 måneder siden besluttede sig for at læse 'Mein Kampf', han kæmper sig troligt gennem den og læser ca 40 sider hver dag og når han sidder med bogen i køkkenet, Tv-stuen eller på stranden går det ikke helt upåagtet hen. Vejret er nogenlunde, vi var da på stranden i formiddag, den er kilometerlang og virkelig dejlig, meget bred og på dele af den er der adgang med bil, så det var nærmest en bilpark. Jesper og jeg spadserede en tur til Vejers By og fik kaffe på en café og gloede på mennesker og huse, rar oplevelse. Eftermiddagen blev tilbragt i hhv møntvaskeri og Tv-stuen med pandekager på bordet mens vi fulgte det nervepirrende opgør mellem Contador og Schleck på den afgørende kongeetape i tour de france. Nu sidder vi ved teltet og forsøger at holde fast i at det IKKE er for koldt til at sidde ude. Vi får varm kaffe og kan høre Vesterhavet i det fjerne og det luner jo altsammen lidt :-) Knus fra Tina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar